Talks & Workshops
For virksomheder
For virksomheder og andre typer faglige organisationer er det som regel relevant at forholde sig til, hvordan både medarbejdere, organisation og kulturen som helhed påvirkes af arbejdet med AI. Er der mulighed for det, anbefaler jeg at starte med en session for ledelsen for derefter at beslutte, hvordan de øvrige medarbejdere inspireres bedst muligt.
Indholdet i mine talks og workshops varierer alt efter om målgruppen er en ledergruppe, en medarbejdergruppe med en særlig faglighed eller en bred medarbejderskare. Fokus vil som regel være et eller flere af nedenstående emner. I kan også finde inspiration til andre emner her.
Som afrunding på oplægget anbefaler jeg at sætte tid af til en spørgerunde eller en reel dialog, hvis der er tale om en mindre gruppe. Skal vi mere i dybden med, hvordan organisationen konkret kan håndtere arbejdet med AI bevidst og ansvarligt, er der mulighed for at afsætte 1 eller 2 dage til en workshop.
Design af AI platforme
Vi opridser kort, hvordan AI kan defineres, og relaterer teknologien til andre lignende teknologier.
Vi gennemgår, hvem der ejer og designer de mest kendte AI løsninger og diskuterer deres motiver, mål og designvalg.
Udfordring af fællesskab og kultur
Vi undersøger, hvordan AI adoption kan få betydning for vores engagement i det faglige fællesskab, både ifht. vores investering af tid og måde at kommunikere med andre på.
Vi berører, hvordan magtfordelingen mellem ledelse, medarbejdere og maskiner kan være mere eller mindre hensigtsmæssig, og hvilke overvejelser virksomheden bør gøre.
Vi kommer omkring disciplinen ’at stille spørgsmål’, og værdien af at skabe tid og plads til åbne spørgsmål og refleksion.
Forandring af faglig kompetence og identitet
Vi illustrerer, hvordan maskinens eksistens, kommunikation og adfærd kan få betydning for, hvordan vi opfatter vores egne kompetencer.
Vi berører den sorg, som for nogen er forbundet med at AI overtager opgaver, de selv har fundet glæde og stolthed i at udføre – og hvordan man kan tage hånd om den.
Vi diskuterer værdien af bevidste valg ifht. hvilke roller hhv. menneske og maskine bør indtage, når de begynder at arbejde tættere sammen.
Læring og udvikling under pres
Vi ser på de konsekvenser, som vores brug af AI har for både vores måde at tænke på og for vores evne til at lagre og aktivere ny viden.
Vi diskuterer, hvordan både menneskets udvikling og kommerciel innovation kan udfordres af en AI-first tilgang.
Vi undersøger, hvilke praksisser, som med fordel kan supplere en øget brug af kunstig intelligens.